Hvornår er en flirt en flirt? Min veninde og hendes kollega går og kaster smil efter hinanden i kantinen og sender hyggelige mails frem og tilbage om det efterfølgende. De går ud og drikker 'kaffe' og skal i biffen i næste uge. Men de flirter ikke og de dater ikke!!

Han er blevet misforstået før, skriver han, og vil derfor slå fast, at det kun handler om kaffe & venskab. OK, siger min veninde, det er fint med mig. Ergo dater de ikke. Men de smiler og mailer og mødes og følges i biografen - og måske drikker de en kop kaffe efter filmen...

Min påstand er, at de flirter. Og dater. For siden hvornår er kvinder og mænd begyndt at rende efter hinanden for at få kaffe og venskab?? Vi vil da have kærlighed og vin og sex og flødeskum og dristige cocktails og kirsebær i navlen!! (ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge).

Men manden her er altså - efter eget udsagn - kun klar til kaffe & venskab. Hvorfor? Er han gift, bøsse, impotent, på vej til at emigrere? I stedet for at gætte, burde min veninde jo spørge ham, men nej, så gætter han jo, at hun vil mere end kaffe & venskab!

Åh ja, men mon ikke han allerede har luret hendes skjulte dagsorden?

ZunZhine - flirting is living

Stop! Nu er det nok! Slut med alle de bøger og artikler om at leve i nuet, rydde op i vildskab, detoxe kroppen, grine på kommando, trække vejret på den helt rigtige måde, bandlyse sukker og mælk...

Igennem de seneste år har jeg læst/gennembladret en lang række af de dér bøger, som viser vejen til det gode liv. Indimellem har jeg følt mig imildt nspireret og oftere har jeg læst med et mere kynisk drag om munden. Nu har kvalmen indfundet sig. Jeg er TRÆT af de selvforherligende typer, der viser mig filmen The Secret og tror så meget, at de ikke tåler modargumenter, folk, der kalder sig 'Sukkersheriffen', folk der mener, at jeg er ulykkelig, fordi der ligger noget ovenpå mit klædeskab.

Lad nu være med at gøre det sværere, end det er:

• Jeg smiler, når jeg møder andre og når jeg er glad - og det smitter
• Jeg rydder op, fordi det trænger og fordi jeg elsker luft, lys og plads
• Jeg trækker vejret, fordi jeg ikke kan lade være - og jeg trækker det dybere, når jeg har behov for mere ilt eller en pause
• Jeg drikker mælk og spiser lakrids, fordi jeg godt kan lide det
• Jeg går positivt til livet, fordi det nu engang er det letteste

Kort sagt handler det om at behandle andre og sig selv med respekt og omtanke. Det kan sagtens indebære fuldkorn og grøn the, men ikke forceret latter.

Jeg trøster mig med, at bøgerne var lånt på biblioteket. Derfor behøver jeg ikke at mase dem op ovenpå klædeskabet, eller spilde tid på at smide dem væk.

/ZunZhine - lever det u-rigtige liv

Mit navn er nemt at finde på Facebook. Lidt specielt og alligevel let at huske. Ikke at jeg på nogen måde er kendt, men de, der kendte mig, kan åbenbart huske mig.

Det er jo dejligt. Helt fantastisk at 'blive fundet' af gamle klasse- og legekammerater og høre lidt om, hvad der er sket i mellemtiden.

Så er der mændene. Drengene fra dengang. De finder mig også. Idag er de - pudsigt nok! - i 40-års alderen og meget satte og familieagtige. Søde og glade og 'sjovt at finde dig her' og 'måske kunne vi mødes?'. Der dukker minder op, som stadig giver mig røde kinder og svulmende læber, og der er bestemt nogle af d'herrer, som jeg gerne ville bide lidt i næsen igen og holde varme i et par timer. Men det går jo ikke!

Du må hellere blive hjemme, søde, ellers går det galt.

Jeg ved ikke om deres gode liv bare er Facebook-facade, og jeg vil heller ikke gå ind i det. Jeg tror bare, jeg sidder her og varmer mig lidt ved at se, at jeg er blandt de allerførste, de opsøger...

Nåja, så er der 'jeg-er-lige-ved-at-blive-skilt'-kategorien, men det må jeg vende tilbage til.

/Zunny Eazter Bunny

Børne-spørgsmålet har fyldt alt for meget i alt for mange af mine år. Nu må det være slut!

Da jeg var 22 og søgte job blev der gjort alle mulige krumspring for at spørge om det dér, som man jo ikke må spørge om i en ansættelsessamtale. Jeg spiste både mine vitamin- og p-piller, men det var åbenbart ikke overbevisende.

Da jeg var 27 og nygift var det MEGET svært at få emnet drejet i en anden retning i venners lag. Hvis vi forsøgte, blev det til: 'Nåh, I kan ikke?', 'Min svigerinde var i samme situation, men fik...' eller 'Er der sygdom i jeres familier?'

Efter min skilsmisse er spørgsmålene stilnet af. Nu er jeg efterhånden så gammel, at folk ikke længere tør spørge. Det kan jo blive rasende penibelt, hvis valget ikke var mit eget!

Nu er det så, at gode kvinder og veninder på min alder pludselig skal have 'deres første'. Sunde dejlige graviditeter og sunde dejlige børn. Jeg glædes. Meget. Men det løfter låget af igen: 'ZunZhine, skal du ikke have børn? Det er vist ved at være...?'

/ZunZhine - den evindelige grandtante

Frem med sandalerne og væk med støvlerne.

Men bare tæer kræver lækre fødder! Fødder skal skrubbes og files og smøres. Tæer skal skal være glade - ikke sure.

Og så er vi der: Mænd med sokker i sandalerne (sandaler til mænd er ok, sokkerne er no-no). Når jeg ser det, så tænker jeg, at her er en mand med ulækre fødder. For mange sure fodboldstøvler, for mange lange dage i fodtøj, der aldrig har set læder. Det er muligt, at sokkerne bare er på for at holde varmen, men jeg tænker uvilkårligt på neglesvamp og bleg, blaset hud. Æv.

I Italien kan en mand være sexet med bare fødder i mokkasiner. Jeg er ikke sikker på, at det sådan bare lige kan overføres til Ikast, men det ville være rart, hvis man slap for at se tennissokkerne - og ikke mindst de hvide fødder, der ser ud som om han stadig har dem på...

Tæer er ikke sexede. At de skulle være en erogen zone har jeg aldrig forstået noget af, og mødet mellem tæer og mund er ikke noget for mig. Men stik nu fødderne ud i vejret og føl luften og friheden. Jeg lover dig, at du får gladere tæer - og at jeg og andre vil bemærke dine sexede fødder.

/ZunZhine - med frie fødder

Tidligere har jeg jo udbredt mig om de fantastiske 40-års-kriser, som jeg samler på. Trangen til reflektion og forandring, der melder sig, giver sig udslag i et vældigt liv og leben...

Nu er det bare sådan, at om en månedstid er det mig selv, der fylder 40. Og, hov, det er jo en helt anden sag!

Altså, ikke at jeg har en krise, eller noget. Bestemt ikke.

Det er rent tilfældigt, at jeg

• har drejet min karriere 90 grader
• løber som en sindssyg på trods af is og vind og mørke
• køber nye cremer til ansigtet
• slår yogaknuder på mig selv for at bevare styrke og smidighed
• stiller op til marathon
• er begyndt på ny uddannelse
• pludselig interesserer mig for kosttilskud og antioxidanter
• købte tvivlsomme piller i USA på nettet
• har smidt det gamle tøj ud og købt nyt - i nye farver

Rent tilfældigt alt sammen...

Nåja, jeg skylder at fortælle, at marathonen er Etape Borholm, hvor de 42 km bliver fordelt over 5 dage, men alligevel.

Cremerne fik jeg udslæt af, så jeg er tilbage hos min trofaste Dr. Hauschka. Og de dér piller, som mirakuløst slap forbi importkontrollen, ja, dem tør jeg faktisk ikke spise. 

De nye farver, der er introduceret i garderoben passer faktisk helt fint til de gamle. Det er vist en meget lille revolution, jeg har gang i dér.

Så mon ikke det går alligevel? Der er jo mere end en måned til (33 dage, men hvem tæller?), og det 'handler jo ikke om alderen, men hvor man er i sit liv'  ...okay, hvor mange gange har jeg sagt den sætning??

/Ztill Zhining

Rendte ind i en tidligere kollega idag. Han og hustruen havde besluttet sig for at give yoga en chance, hvilket jeg jo bestemt kan anbefale.

Jeg var ikke klar over, at de var flyttet til 'mit' område (det er sket siden vi arbejdede sammen) og derfor var det overraskende at støde på dem i 'mit' træningscenter her til formiddag. Dejligt, dejligt! Han er en sød fyr, en god kollega og en rigtigt dygtig marketingmand.

Vi sludrede lidt efter deres yoga-debut. Og da var det han fortalte, at de er i færd med at sælge lejligheden her. De vil hjem til Fyn, og han har fået job på et reklamebureau derovre.

Så allerede om 3 uger er det slut med at rende på dem i træningscentret og vi er igen overgivet til LinkedIn og emails.

En glædelig og trist nyhed.

/ZunZhine

En travetur er en skøn ting. Jeg elsker at gå og starter gerne dagen med en tur ud i naturen, mens dagen begynder.

I en periode, hvor jeg ikke kunne løbe på grund af et forvredet knæ (efter en fadæse af en skiferie), begyndte jeg at trave med vandrelauget. Det er jeg holdt op med, men jeg går stadig mange lange ture.

Jeg hører til dem, der tænker over holdning og bevægemønster (jeg er tidligere gymnast) og mit seneste påhit er da også et par MBT'er *), som jeg er helt pjattet med.

Og så er det jo, at jeg undrer mig over, at de fleste klapvogne er konstrueret så ugennemtænkt, at man er nødt til at bevæge sig fuldkomment tåbeligt, når man går med dem. Efter at have banket skinnebenene ind i tværliggeren et par gange, så forstår jeg da godt, at man helst vil undgå det. Det medfører så, at man enten tager bittesmå skridt og går som en tågænger - eller at man strækker armene frem og skubber numsen tilbage og går som...salig Dronning Ingrid.

Det ser rædselsfuldt og usundt ud!

/ZunZhine

ps - hvis du ikke kender til MBT, så kan du se, hvad det går ud på her

Yoga har altid været noget underligt hokus-pokus for mig. Det ser underligt stillestående ud. Jeg vil have meget mere action.

Nu har jeg dyrket pilates i nogle år og ad den vej nærmet en mere stilfærdig træningsform. Derfor har jeg nu kastet mig ud i yoga, og jeg er VILD med det.

Jeg løber, hiker, danser og dyrker spinning, så jeg er vant til at få sved på panden, men jeg blev overrasket over, hvor krævende yoga er! Styrke og balance bliver virkelig udfordret.

Efter første time, var jeg temmeligt smadret dagen efter, og samtidig fyldt af velvære. Det er aldeles velgørende at blive vendt og vredet og bukket bagover, når hverdagen mest handler om at bukke forover og række fremad. Jeg har altid været smidig, men nu, hvor jeg er allersidst i trediverne, skal jeg nok til at arbejde lidt mere aktivt for det...

Næseskylninger, detox og røgelse tror jeg nu, at jeg springer over. Som en spinning-instruktør sagde forleden efter overstået morgen-spinning:

'Nu har vi fået alle affaldsstofferne ud af kroppen...så er vi klar til at fylde på igen!'

Det er et meget fint udtryk for, hvor jeg er.

/ZunZhine

Forleden eftermiddag sad jeg i et tog i Sydengland. På den anden side af midtergangen sad en pige, hun var vel midt i tyverne. Og hun ÅD!

Jeg indrømmer, at jeg var så fascineret, at jeg havde svært ved at lade være med at glo. Jeg gætter på at hendes livvidde var på 150 cm, jeg ville i hvert fald ikke kunne nå omkring hende med armene. Hun hang med den ene balle på sædet (der var kun plads til den ene) med benene strakt frem og overkroppen lænet tilbage - hun kunne ganske enkelt ikke bukke på midten.

Da jeg satte mig ind i toget var hun i færd med at fortære en stor croissant, som hun skyllede ned med ½ liter cacaomælk. Hun lagde croissanten fra sig og åbnede en pose chips, som hun spiste i håndfulde. Fandt en pose med en kanelsnegl, som hun spiste halvdelen af. Tilbage til chipsene. Tømte cacaomælken til sidste dråbe. Spiste resten af croissanten. Åbnede en ½ liter drikkeyoghurt. Tømte chipsposen og nappede lige den sidste halvdel af kanelsneglen. Smed al emballagen ud.

Puha, jeg var helt forpustet. Hun spiste det hele i en stor pærevælling; hurtigt og tilsyneladende uden at tygge eller smage. Det var så ulækkert!

Nå, det var åbenbart hendes eftermiddagssnack, tænkte jeg, men nej, der dukkede sørme også en købe-trekantssandwich op af tasken. Hvidt brød og mayo, der løb ned ad fingrene. Den blev kørt ned i hast og skyllet efter med resten af yoghurten.

Jeg fik øje på hendes kønne ansigt, der var fuldkomment udtryksløst mens hun slugte 'maden'. Og så fik jeg ubeskriveligt ondt af hende! Det var sådan et sørgeligt syn; denne kønne pige, som helt manisk svinede sin krop til.

Selv er jeg bestemt ingen helgen, jeg har sloges med vægten hele mit liv og kommer til det resten af det også. Jeg har også guflet en hel pose chips i en helvedes fart. Men det er på ingen måde så grotesk som med pigen i toget.

Hun har hjælp behov. Der er noget galt; hun er såret, ked, bange...hvad ved jeg? Men hun har brug for hjælp. Det er ikke klaret med en grapefrugtkur fra et dameblad!

Jeg steg af toget med en længsel efter at give hende et kram...men det gør man jo ikke sådan bare...desværre...

/ZunZhine

Eller rettere: dummy i ental, for det er mig selv, det handler om.

Den ene af de anlægsgartnere, jeg har haft på besøg, er en rigtigt skøn mand. Jeg er meget betaget af 'outdoor'-typer, og det er han jo naturligvis.

Vi havde en aftale en morgen kl ½8, hvilket betød, at jeg sagtens kunne nå i bad inden. Menmen, han dukker op et kvarter for tidligt, og vores samtale/havebesigtigelse foregik derfor for mit vedkommende iført badehåndklæde.

Nåja, som tidligere nævnt, så ringede han jo ikke tilbage med en pris. Men han rumsterede alligevel i mit baghoved, må jeg indrømme...

Han ringede så igår og undskyldte og forklarede, at de pludelig havde fået travlt, men at han jo skyldte mig et tilbud. Spurgte om han måtte komme forbi samme eftermiddag. Nej, det passede mig dårligt. Hvad så med næste morgen...?

Det var så HER, jeg dummede mig så gevaldigt!

Jeg har brug for tilbuddet i elektronisk form, så jeg bad ham om at sende det pr mail. SILLY, SILLY ZUNZHINE!

Han skulle jo have været forbi her til morgen. Det kunne da have været så hyggeligt!

Jeg er åbenbart særdeles rusten på score-fronten. Jeg undskylder mig med, at han ringede lige da jeg var på vej i møde og havde travlt....men altså: JEG MÅ SE AT FÅ STRAMMET OP!

/ZunZhine - the silly dater

En større del af min dejlige lille have er dækket af græs. Eller rettere sagt: ukrudt, mos, bellis og græs. Og det er jeg træt af - jeg vil have lavet den om til én 'stor' terrasse.

Derfor har jeg taget kontakt til nogle anlægsgartnere. To firmaer har været her og kigget på opgaven og lovet at sende et tilbud. Men jeg har ingenting modtaget - selvom der er gået en rum tid.

Travlhed er et problem, det er jeg klar over, men jeg er helt indifferent mht tidspunktet for udførelsen - det skal bare være inden frosten sætter ind. Men jeg kan jo ikke træffe en beslutning om og/eller hvornår, hvis jeg ikke får et tilbud at tage stilling til!

Jeg får at vide, at håndværkere jo skal 'holdes i ørerne', men jeg tænker så, at hvis de ikke kan finde ud af at give det lovede tilbud, hvordan skal jeg så stole på resten af vores aftale? Er jeg gammeldags?

/ZunZhine - der gerne ser de dejlige gartnere med enden i vejret i min have!

Hun er klog, smuk, veluddannet, sjov, veltrænet - hvad mere kan du forlange?

Hun er også single.

Vi taler om en af mine veninder. Hun leder efter en mand og møder også en del. Hun er syv-otte-og-tredive og leder efter en far til sine børn. Hun er kræsen, men åben.

Forholdet til den seneste varede i tre-fire måneder og sluttede i april.

Idag har hun været til insemination. Hun vil nemlig være mor. Og hun har styrken, situationen og ressourcerne til at være det alene. Hele dagen har jeg krydset fingre for, at det lykkes for hende. Jeg synes, det er en superstærk og -modig beslutning, og jeg beundrer hende for det!

Men jeg forudser også, at når hun bliver selvvalgt alenemor - udover alt det, jeg allerede har nævnt om hende - så bliver det endnu sværere at finde en mand.

For det kræver en rigtig MAND at binde an med sådan en fremragende kvinde! Og dem er der - efter min egen erfaring - ret langt imellem...

/ZunZhine - med fingrene krydsede

Her nord for København er rynker noget, vi betaler os fra. Det samme gælder grå hår, deller og trætte bryster.

I disse år og dette område er jeg derfor helt ude af sync, for jeg har stadig mine rynker, grå hår osv. Jeg vil nemlig ikke stikkes eller skæres i medmindre jeg fejler noget.

Når jeg står med x-tusind kroner i hånden, skal jeg vælge mellem at bruge dem på plastic eller på oplevelser. Og jeg er ikke i tvivl: Jeg vælger ALTID oplevelser! Så vender jeg hjem med endnu flere smilerynker og en lidt dybere fure i panden, fordi jeg har anstrengt mig for at forstå de interessante, fremmede mennesker, jeg har mødt.

Mit udseende er bestemt hverken fejlfrit eller fabelagtigt. Men det afspejler det liv, jeg lever og har levet. Min livskvalitet.

/ZunZhine - der måske kommer på mode om nogle år...

Har du prøvet viagra?

Det har jeg ikke, for jeg er jo kvinde. Men så alligevel: Jeg har været modtager, hvis man kan udtrykke det sådan.

Min udmærkede senge-legekammerat, præstesønnen, viger ikke tilbage fra stimulanser. Via et midlertidigt job, et godt forhold til sin læge og andre kanaler, som jeg helst vil være uvidende om, har han altid lommerne fulde af interessante medikamenter.

På den måde styrer han fri af allergiske reaktioner (ift min kat), træthed og hvad ved jeg? Træningen bliver vist også hjulpet lidt på vej...

Lad det være sagt med det samme: Jeg er SLET ikke med på den slags. Jeg drikker gerne et glas vin (eller flere), men jeg er ganske enkelt dødbange for at rode mig ud i noget med medikamenter i tvivlsomme blandingsforhold.

Anyway, så var der altså VIAGRA med i legen forleden. Meget imponerende, det må jeg sige! Præstesønnen har ellers ikke problemer med at holde gejsten...men dét her? Det var noget særligt!

I virkeligheden burde jeg være blevet advaret. Viagra på en hverdagsaften er næsten for meget af det gode. Jeg var mildest talt klatøjet på jobbet dagen efter...

D'herrer: Vær varsomme med stimulanserne - og husk at advare os på forhånd ;o)

 /ZunZhine