gammel nok til at være for gammel til børn?
11. apr 2009 09:55, ZunZhine
Børne-spørgsmålet har fyldt alt for meget i alt for mange af mine år. Nu må det være slut!
Da jeg var 22 og søgte job blev der gjort alle mulige krumspring for at spørge om det dér, som man jo ikke må spørge om i en ansættelsessamtale. Jeg spiste både mine vitamin- og p-piller, men det var åbenbart ikke overbevisende.
Da jeg var 27 og nygift var det MEGET svært at få emnet drejet i en anden retning i venners lag. Hvis vi forsøgte, blev det til: 'Nåh, I kan ikke?', 'Min svigerinde var i samme situation, men fik...' eller 'Er der sygdom i jeres familier?'
Efter min skilsmisse er spørgsmålene stilnet af. Nu er jeg efterhånden så gammel, at folk ikke længere tør spørge. Det kan jo blive rasende penibelt, hvis valget ikke var mit eget!
Nu er det så, at gode kvinder og veninder på min alder pludselig skal have 'deres første'. Sunde dejlige graviditeter og sunde dejlige børn. Jeg glædes. Meget. Men det løfter låget af igen: 'ZunZhine, skal du ikke have børn? Det er vist ved at være...?'
/ZunZhine - den evindelige grandtante
